Magnus Plejdrup
Magnus Plejdrup (f. 1995) er en dansk komponist og dirigent.
Han er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og Royal Conservatoire of Scotland ved bl.a. Niels Rønsholdt og Simon Steen-Andersen i komposition samt Martyn Brabbins i orkesterdirektion.
Som del af sine studier har han modtaget masterclasses med bl.a. Thomas Søndergaard, John Wilson, Michael Schønwandt, Sir Andrew Davies og Harry Christophers, og han har dirigeret bl.a. BBC Scottish Symphony Orchestra, Royal Scottish National Orchestra, orchestra of the Scottish Opera og Red Note Ensemble.
Som studerende har han skrevet musik til bl.a. Red Note Ensemble, Esbjerg Ensemble, Friction Quartet og Det Jyske Musikkonservatoriums symfoniorkester.
Magnus er stifter og kunstnerisk leder af det Aarhus-baserede kammerorkester Ensemble Pluma. Med ensemblet har Magnus dirigeret over 30 koncerter i hele Danmark og bestilt nye værker af bl.a. Line Tjørnhøj, Louise Alenius, Britta Byström og Frederik Zeuthen. Han har også selv skrevet en række værker til ensemblet, bl.a. værket ‘Bjærg’.
Magnus har været engageret som prøvedirigent ved Red Note Ensemble og Aarhus Amatørsymfoniorkester, gæstedirigent ved Orkester Midtvest og City of Carlisle Orchestra og han har assisteret David Riddell på Aarhus Sommeropera.
Han er initiativtager til Glasgow International Symphony Orchestra, der i april 2023 fremførte Mahlers fjerde symfoni med sopran Marie Cayeux i Glasgow Cathedral.
Som komponist har han været engageret ved Aarhus Kammermusikfestival, Orkester Midtvest og Syngedrengene ved Vor Frue Kirke, Assens, og han har skrevet musik til dokumentaren ‘De Invasive Arter’ af David Krøyer, der havde premiere på CPH:DOX i marts 2023.
Det er med den allerstørste ydmyghed og taknemmelighed, at jeg modtager Carl Nielsen Legatets Talentpris 2023. Tidspunktet kunne ikke være bedre, da jeg netop nu afslutter min uddannelse og skal til at skabe mig et liv som færdiguddannet.
Den økonomiske sikkerhed, der følger med legatet, sikrer, at jeg kan fortsætte med at dygtiggøre mig, og at jeg kan fortsætte med at arbejde for den klassiske musik i Aarhus: Primært gennem Ensemble Pluma og Aarhus Kammermusikfestival, men forhåbentligt også i en masse andre sammenhænge, når jeg vender hjem i juli 2023. TAK!